”Jeg kan huske, at det føltes rart at få et svar på, hvorfor jeg havde været syg så tit.”
Da Mathias var elleve år, fik han at vide, at han havde almindelig variabel immundefekt (forkortes fra engelsk til CVID (Common Variable Immuno Deficiency)).
Dengang havde Mathias vænnet sig til for det meste at være syg.
– Jeg havde feber, var snottet og havde ondt i halsen. Det sætter sig jo ofte i luftvejene. Jeg var virkelig meget hjemme fra skolen. Jeg mistede en masse tid. Jeg husker det som meget besværligt. Jeg orkede ikke at være med til at lege.
Mindre infektioner og feber var hverdagskost for Mathias. Sommetider blev han meget syg. Han kan ikke huske, hvor mange gange han har haft mellemørebetændelse.
– Det var en gang om måneden i visse perioder. Lungebetændelse havde jeg også tit, fortæller han.
Selv om det er længe siden, og han ikke husker det så tydeligt, beskriver han tiden før, han fik en diagnose, som hård. Men da han var fyldt 11 år, forandrede situationen sig. Mathias kom på hospitalet og blev indlagt en uge på afdelingen for infektionssygdomme. Der blev taget prøver, og til sidst fik han diagnosen CVID.
”Frisk luft er en nem medicin.
Forsøg at være ude så meget som muligt.
Det er mit råd.”
Det er ingen selvfølge, at CVID opdages så tidligt. Mange, der har sygdommen, diagnosticeres først i voksenalderen. I Mathias’ tilfælde var det hans forældre, der stædigt blev ved og sørgede for, at han kunne komme til infektionsklinikken.
– De var meget insisterende, og de ville vide, hvorfor jeg havde det sådan, fortæller han. Siden da har Mathias taget medicin. I dag slipper han for de mest alvorlige infektioner. Det sker at han får infektioner, som altid bliver behandlet med antibiotika. Nogle dage er han træt og må hvile meget. Han tager immunglobulin to gange om ugen.
– Så er man selvfølgelig lidt låst, men jeg plejer at sætte mig ved computeren eller se en film. Når jeg har energi, gør jeg så meget, jeg overhovedet kan, siger Mathias.
I øvrigt forsøger han at leve så normalt som muligt. I dag er Mathias 30 år og driver et landbrug sammen med sin familie. Han vil ikke have, at sygdommen skal styre hans liv. Men der er visse ting, han skal tage hensyn til.
– Jeg ville nok aldrig kunne arbejde i en børnehave, siger han. Men han understreger, at man skal gøre det, man trives med. Selv forsøger han at holde sig i gang.